Narrativ coaching er en kommunikationsform der fokuserer på samskabelse og samproduktion af nye frigørende fortællinger, som kan hjælpe den coachede videre med sit liv: ”Det vigtigste af alt er at komme i dyb kontakt med sine personlige værdier og at kunne handle i integritet med dem,” som filosoffen Ole Fogh Kirkeby siger.
Narrativ terapi er en terapeutisk retning, der læner sig op af poststrukturalistisk filosofi, narratologi, kulturpsykologi og fænomenologi. Kulturperspektivet handler om, at enhver identitet eller selvfortælling er skabt i en kultur af dominerende normer og forestillinger om det gode liv. Kulturen påvirker vores syn på os selv, på andre og på de valg som er mulige. Enhver kultur indeholder fortællinger som retfærdiggør og begrunder kulturens handlinger, herunder dens uoverensstemmelser og uretfærdigheder. Det er igennem fortællingerne, at handlingerne får deres mening og deres betydning.
Ord skaber en virkelighed. Den virkelighed vi får skabt via vores fortællinger er sjældent entydig, om end de ofte opleves sådan. Via den narrative kommunikationsform kan vi skabe mod-historier og nye perspektiver, som er mere gavnlige for dig at leve med.
Den narrativ coaching uddannelse, jeg har taget ved DISPUK, beskriver det således:
Et intensivt træningsforløb hvor der trænes i komplicerede coaching- og vejledningsopgaver i et bredt felt. Uddannelsen er rettet på udvikling af samtale- og coaching-færdigheder for chefer, ledere, coaches samt HR- og organisationskonsulenter. Det være sig endvidere kvalificeret studievejledning, ledelsescoaching, kollegial vejledning, ungdomsvejledning, individuel coaching og andre former for rådgivning, coaching og vejledning.
Uddannelsesforløbet i narrativ coaching giver samtalefærdigheder, der kan bruges til at skabe effektiv udvikling og bevægelse hos fokuspersonen.
Det er min erfaring, at det er en særdeles brugbar kommunikationsform i forhold til blandt andet stress.